Odder Gymnasium har i dette skoleår oprettet en klasse, hvor vi forsøgsvis vil anvende iPads i undervisningen. Skolen vil stille de nødvendige iPads til rådighed og har derfor anskaffet sig 50 af disse til elever og lærere i den pågældende klasse.
Forsøget foregår i samarbejde med Århus Universitet, Apple Education Danmark, Atea, Systime iBog og TDC Uddannelse.
Den brede gruppe af samarbejdspartnere sikrer at vi dels får mulighed for at indgå i systematisk evaluering og udveksling af erfaringen med andre, som fokuserer på IKT i undervisningen, og dels får adgang til den nyeste teknologi og bedste løsninger både indenfor hardware, telekommunikation og digitalt undervisningsmateriale.
1g eleverne er siden starten af sidste skoleår blevet bedt om at anskaffe sig notebooks til brug i undervisningen. Disse bruges allerede flittigt til notetagning, opgaveskrivning, undervisningsprogrammer, informationssøgning m.m.
IT er dermed allerede en integreret del af dagligdagen på Odder Gymnasium og betyder et særdeles positivt bidrag til læringen. Vi vil nu tage et yderligere skridt, idet vi vil undersøge hvilke muligheder og hvilke problemstillinger den nyeste teknologi med iPads, iPhones - og de såkaldte Tablets rejser. Vi ser denne nye teknologi som et supplement til det eksisterende, så de berørte elever vil stadig også i begrænset omfang skulle arbejde med en notebooks eller tilsvarende
Hvad sker der med læring, når iPad ’en er med i undervisningsrummet?
”Convenience” og ”Learning- On-Demand ”er de grundprincipper, der vil adskille brugen af iPad fra vores traditionelle brug af pc’en. Begreberne betyder, at iPad byder på en hidtil uset brugertilgængelighed, som gør at brugeren/eleven oplever ’convenience’ og af den grund ønsker at bruge mere tid på læring.
iPad er mobil og fylder ikke meget; den kan være med overalt. Så læring kan foregå lige dér, hvor man opholder sig og når man ønsker det, altså ” Mobile Learning”. Læring kan dermed også foregå andre steder end i klasselokalet– vi får mulighed for at frigøre undervisningssituationen i tid og rum. Dertil kommer at iPad udstyres med et mobilt dataabonnement således at elever og lærere ikke er afhængig af at være i nærheden af et trådløst netværk.
F.eks. kan der arbejdes med podcasts eller lydfiler, der forklarer og demonstrerer hvordan brugeren/eleven skal forstå eller lære sig selv noget om et givet emne. Altså en meget kort og direkte vej til læring, når eleven har behov og i elevens eget tempo. iPad byder dermed på en ny og enestående mulighed for at udfordre den enkelte elev - fra den enkelte elevs udgangspunkt.
Nye lærer- elevroller
Netop iPads stærke integration af software til præsentation i tekst, billede og lyd åbner mulighed for at udvikle ny didaktik, der fokuserer på elevernes selvstændige præsentation af faglig viden. Eleverne bliver ”lærere” – viden producenter - og skal præsentere og dele deres viden med andre, hvilket igen er nøglen til at forankre viden i langtidshukommelsen. Elever og lærere får nye roller.
Endelig er iPad oplagt til brug med digitalt undervisningsmateriale. Både eBøger, iBøger, Apps og hjemmesider med undervisningsrelevant indhold kan med stor lethed anvendes og deles på denne. Nu kan det pludselig give mening at lave lektier i sofaen.
Til forskel fra pc’en undgår vi i klasserummet at skærmen slås op som en slags privat barriere mod læreren og de andre elever; iPaden bliver et reelt værktøj i timerne, da iPaden har en skærmstørrelse, der muliggør brugen af fx tastatur på en anderledes måde og giver en mere reel udnyttelse af diverse applikationer, i/eBøger, præsentationsformer mm. Ny pædagogik og didaktik kommer hermed i spil.