Så fik vi afholdt årets orienteringsaften for de kommende elever. Det er altid spændende at se hvor mange der kommer, fordi det er en indikation på hvor mange ansøgninger vi vil få til den 1. marts.
Og der kom rigtigt mange - ligeså mange som sidste år. Vi havde lavet et program med hovedvægt på korte præsentationer fordi vi gerne ville præsentere helheden på Odder Gymnasium. Og jeg tror det lykkedes. Jeg fik i hvert tilfælde mange tilbagemeldinger på aftenen om hvor god en stemning, der er på skolen. Der var ligefrem en del forældre, der fik lyst til at gå på gymnasiet. Dem kommer vi nu nok til at skuffe :-)
Samme dag blev emnet for årets AT eksamen offentliggjort for 3g eleverne.
Katastrofen. Årsager og konsekvenser.
Et godt og rummeligt emne, hvor der er rig mulighed for at få de forskellige fag i spil. I de kommende måneder vil 3g eleverne arbejde med dette brede emne og efterhånden få det indsnævret i forhold til den enkeltes interesser og styrker.
Så på den måde er vi allerede begyndt at tænke på eksamen.
Frosten bider og sneen dækker landskabet men inden vi får set os om bliver gadebilledet præget af nyudsprungne studenter.