Sammenlignelig brugerinformation

Grundoplysninger

Adresse: Odder Gymnasium, Østermarksvej 25, 8300 Odder

Antal spor: 7 klasser i 1.g, 7 klasser i 2.g, 7 klasser i 3.g

Profil og undervisning

Hvilke faglige aktiviteter OG lægger særlig vægt på: OG har en klar profil og højt niveau inden for alle de fire hovedområder: det naturvidenskabelige, samfundsvidenskabelige, kunstneriske og sproglige. Dette afspejler sig også i vores udbud af studieretninger, både i sammensætninger og fagenes niveau. Vi lægger vægt på at præsentere fagene i spændende og lødige sammenhænge - ikke blot på skolen, men også på ekskursioner, studieture og ved andre aktiviteter.

Hvilke valgfag udbydes, og hvilke fag udbydes på hvilket niveau: valgfagene afhænger af den konkrete årgang og studieretning, man har valgt som elev. Det samme gælder fagene og deres niveau generelt. For de nuværende årgange er lavet denne oversigt over studieretninger og valgfag.

Undervisningsformer: undervisning omfatter almindelig klasseundervisning, virtuel undervisning, ekskursioner, studieture og projektforløb. Der arbejdes individuelt, i par og grupper, og der afholdes forskellige forelæsninger på skole-, årgangs- eller klasseniveau. I de enkelte fag vælges vægtningen af de forskellige arbejdsformer ud fra fag og emner samt holdets læringsstile. Arbejdsformerne varierer også over tid, idet der er progression, sådan at der gradvis stilles større og større krav til selvstændighed.

Hvordan evalueres undervisningens kvalitet: der evalueres både i forhold til den enkelte elevs udbytte af undervisningen i de enkelte fag og i forhold til det faglige samspil i klassen. Der evalueres individuelt og i større grupper, evt. hele hold og både mundtligt og skriftligt, også via tests. Til hver klasse er knyttet et lærerteam, som bl.a. løbende følger op på evalueringerne.

Kulturen og traditionerne på OG: Gymnasiet er et relativt ungt gymnasium med en fortid som lille gymnasium. Vi værner om nærheden og de personlige relationer mellem både lærere og elever men også indbyrdes mellem elever fra forskellige klasser og årgange. Således har vi tutor-ordning for 1.g-eleverne, hvor ældre elever hjælper de nye klasser i gang - både praktisk og ved forskellige arrangementer som Introdag for hele 1g-årgangen. At man mødes på tværs af klasser og årgange, er også en populær del af de forskellige aktiviteter uden for undervisningstid (se herunder).

Aktiviteter uden for undervisningstid: OG har en lang tradition for en hyggelig lektiecafe, hvor man mødes til te og kage på tværs af klasser og årgange. Her kan man få hjælp i en række fag af en gruppe lektiehjælpere fra 3g-klasserne, hvis der er behov for det. Efter skoletid er der også mulighed for at anvende skolens øvelokaler, og der er forskellige frivillige aktiviteter inden for bl.a. sport, kunstneriske områder og naturvidenskab. Tilbuddene skifter typisk hen over året - og afhænger også af de aktuelle elevønsker.

Eleverne og lærerne

Antal elever: I skoleåret 2017-18 er vi ca. 564 elever (august 2017) fordelt på 21 klasser.

Gennemsnitlig klassekvotient:
Den gennemsnitlige klassekvotient bliver således 26,9 elever pr. klasse.

Samlet eksamensresultat: I 2017 var det 7,6.

Lærere: Vi er 56 lærere inkl. rektor og vicerektor. Timerne svarer til ca. 52 fuldtids-lærerstillinger.

Bygninger og lokaler

Gymnasiets indretning og faciliteter: Skolen er en moderne, funktionel etplansbygning. Klasseværelserne er placeret omkring et fælles centrum, som kaldes Pyramiden – det hedder sådan, fordi der i toppen er et pyramideformet glasparti, der giver sollys ned i bygningen. Pyramiden er et fælles opholdsrum, og det er hér, alle elever mødes dagligt, enten fordi man holder pause, eller fordi man er optaget af skolearbejde i samarbejde med andre. Det er også Pyramiden, der er rammen om forskellige aktiviteter, bl.a. musikarrangementer, musicals m.v. I Pyramiden er der mulighed for at få et personligt, aflåseligt garderobeskab.
Ligeledes placeret i skolens centrum er kantinen, hvor der sælges lækker, frisklavet mad hver dag. Skolen er inddelt i fire områder ud fra hvert sit hjørne af Pyramiden: et område for naturvidenskab og billedkunst, et område primært for sprogfagene og musik, samt et område primært for fællesfagene; dertil kommer administrationen. Desuden har vi et nybygget auditorium, som bruges til forelæsninger for hele årgange, andre tværfaglige aktiviteter og almindelig undervisning med ekstra IT-hjælpemidler.
Uden for alle klasselokaler er der studieområder, som bruges til lektielæsning samt gruppe- og projektarbejde.

Antal elever pr. pc: Der er ca. 10 elever pr. pc på gymnasiet, men alle elever medbringer egen bærbar computer, tablet eller netbook til undervisningen eller får udleveret iPad af skolen, ligesom der er klassesæt af iPads til brug i undervisningen.

Andel pc'er med internetadgang: Der er internetadgang på 100% af de pc'er, som eleverne har adgang til - og i øvrigt trådløst netværk overalt på skolen.