engelsk-tysk

Engelsk-tysk-linjen

Engelsk-tysk-linjen giver dig et højt sprogligt niveau i dine to fortsættersprog gennem arbejdet med fremmede kulturer, som har stor indflydelse på den danske. Samtidig lærer du et nyt sprog, spansk, som tales over hele verden, og som har oplagte samarbejdsmuligheder med tysk og ikke mindst engelsk.

I tysk (fortsætter) møder du det tyske sprog og tysk kultur på mange forskellige måder.
Du kommer til at arbejde med bl.a.:

  • moderne tekster og overraskende historier, som sætter gang i din fantasi og forståelse af andre - men også fx Goethes berømte kærlighedsroman "Werther"
  • nutidige forhold i Tyskland set i historisk sammenhæng, så du får en afbalanceret viden om levevilkår, værdier og normer i tysksprogede lande
  • sjove og udfordrende sproglige øvelser, så du udvikler et sikkert og nuanceret sprog og får lyst, evne og mod til at gå i dialog med andre kulturer.

 
Engelsk handler om menneskers tanker, ideer og identitet med britiske og amerikanske forhold - og dit eget sprog -  i centrum.
Du kommer til at arbejde med bl.a.:

  • medier, kommunikation og politik - fx i en sammenligning af to af verdens mest indflydelsesrige kvinder (ifølge forbes.com) med meget forskellig stil: tidligere præsidentkandidat Hillary Clinton og Tysklands Bundeskanzler Angela Merkel
  • film, billeder og moderne tekster - men også fx Shakespeares drama "Hamlet" - og engagerede diskussioner på engelsk af disses indhold og synspunkter
  • din evne til at formulere dig flydende og nuanceret både skriftligt og mundtligt i en globaliseret verden.

I samfundsfag arbejder du med forskellige vinkler på din omverden - både i Danmark og på europæisk / international plan. 
Du kommer til at arbejde med bl.a.:

  • aktuelle samfundsmæssige problemstillinger og udviklingstendenser
  • tværfaglige projekter inden for fx sociologi, politik eller økonomi
  • at sammenligne og forklare forskellige sociale og kulturelle mønstre

 
Hvis du ønsker denne studieretning, skal du vælge tysk (fortsætter) som dit 2. fremmedsprog - og du skal selvfølgelig også have haft tysk i grundskolen.

Fag på engelsk-tysk-studieretningen

Studieretningsfag (niveau i parentes):
engelsk (A), tysk fortsætter (A), samfundsfag (B)

Obligatoriske fag:
biologi (C), dansk (A), fysik (C), historie (A), idræt (C), kunstnerisk fag = billedkunst, mediefag eller musik (C), matematik (B), naturgeografi (C)*, oldtidskundskab (C), religion (C)

Valgfag:
2-3 valgfag samt naturvidenskab B-niveau eller latin C-niveau.


* Der er mulighed for at vælge latin (C) i stedet for et naturvidenskabeligt fag (naturgeografi).

Se detaljerne på valgfagsskemaet. (følger)

Videregående uddannelser

Til mange videregående uddannelser skal du ud over en bestået studentereksamen også have bestået bestemte fag på bestemte niveauer. Nogle studier har yderligere et karakterkrav for disse fag. Du kan altid se de konkrete adgangskrav på ug.dk.

Se på adgangskortet, hvilke uddannelser denne studieretning giver adgang til - tilføj selv dine valgfag (klik på niveauet til venstre).

Med denne studieretning har du adgang til næsten alle korte og mellemlange videregående uddannelser, herunder fx fysioterapeut, folkeskolelærer eller sygeplejerske.

I forhold til lange videregående uddannelser vil du have adgang til en lang række uddannelser primært inden for det sproglige område som fx amerikanske studier, tysk, lingvistik eller retorik. Afhængigt af dine individuelle valgfag vil du have adgang til yderligere studier - med matematik (B) som valgfag også til samfundsvidenskabelige studier som psykologi eller sociologi.